Kent Damgaards blog

Kent Damgaards blog

Dette er min personlige blog

Indtil for nyligt har jeg haft en personlig blog på GreatestJournal, men fremover vil der være en dansksproget blog her som vil indeholde lidt af hvert om hvad der sker i mit liv.
Mine skriverier om tegneserier vil jeg fortsat have på www.tegneseriesiden.dk og i min tegneserie-blog (på engelsk).

Familiesammenføring for ninjaer

PolitikPosted by Kent Damgaard Thu, November 18, 2010 21:19:26
Min skribent-kollega fra www.tegneseriesiden.dk, Carsten Fogh Nielsen har begået et rigtigt underholdende skriveri på Facebook med titlen "Kan asiatiske ninjaer blive familiesammenført ud fra de nye regler på udlændingeområdet?", om hvorvidt ninjaer kan blive familiesammenført efter de nye regler for udlændinge.

Årsagen er, at jeg i den løbende debat om de nye regler stillede ham spørgsmålet: "Er ninjaer akademikere? Jeg kunne godt tænke mig et asiatisk nips med eget sværd - hvordan passer det ind i systemet?".

Og bortset fra det provokerende i spørgsmålet, så er det såmænd egentlig seriøst nok ment. Jeg har altid syntes at asiatiske kvinder var ganske tiltrækkende lige siden jeg første gang kastede et blik på Leiko Wu i et nummer af Kung Fu Magasinet som det hed den gang - hvilket dækkede over Gulacy og Moench' udgave af Master of Kung Fu, suppleret med den anden Marvel-serie Iron Fist.

Et besøg i Singapore for år tilbage understøttede kun min opfattelse, på trods af at jeg inden da fra familie-side blev gjort opmærksom på at jeg ikke skulle bryde mig om at komme hjem med "en af dem". Stigmaet fra de thailandske postordre-kærester var åbenbart slemt nok til at man burde frygte enhver asiat :)

Hvis man har fulgt artiklerne i Weekendavisen for nyligt om uddannelsessystemet i Singapore og Kina kan man ikke lade være med at more sig. Om føje år vil spørgsmålet ikke være hvad de skal lave for os, men hvad vi skal lave når de har overtaget vores job.

Men mens at de uddanner sig målrettet og ambitiøst i Kina, Brasilien og mange andre lande, så vender danskerne blikket indad og forarges med vanlige små sko over at indvandrerne har spist vores kage. Heldigvis er der da også folk som vælger at vise hvor hovedrystende sørgeligt den slags tankegang er. Jeg har sendt min citronhalvmåne, hvad med dig? Så vidt jeg ved er de første fem hundrede nu ved at blive kørt ud til værdigt trængende, så der er plads inde på borgen igen hvis ikke du nåede det første gang.

Spørgsmålet for os er ikke, hvem der har spist mere kage end de andre? Ligesom det heller ikke hjælper at se på hvem der bruger fortovet, den kommunale bænk eller andre ting til fælles afbenyttelse mere end de andre. Personligt er jeg som regel kun på hospitalet når jeg er nødt til at møde på fastende hjerte, og i øvrigt kan jeg ikke specielt godt lide kage, så hellere en fadøl og en pose flæskesvær. Dem vil min indvandrer-købmand gerne sælge mig på de mest ukristelige tidspunkter, så kagen skal være ham og familien vel undt.

Det handler om hvor vi får råd til mere kage ... sværere er det ikke, hvordan får vi fat i de udlændinge som kan være med til at løfte vores samfund, skabe forbindelser til verdens hurtigst voksende økonomier og sikre at vi ikke bare bliver et frilandsmuseum, som bliver holdt i live af de nye økonomiske magter når de for alvor begynder at vise deres styrke.

Vi har ikke brug for at stramme op på reglerne overfor indvandrere, vi har brug for at få strammet op på vores markedsføring overfor de der vil yde en indsats. Hvem folk så har lyst til at forelskes i, gifte sig med eller bare leve i et godt og syndigt forhold sammen med, det er ikke statens område at skulle godkende eller finansiere, som Liberal Alliance påpegede i dag.

Simon Emil foretrækker mænd, jeg foretrækker små piger med samuraisværd eller automatvåben (iblandt mange andre variationer), sådan er vi heldigvis så forskellige, og hvis ellers staten ville tænke lidt mere på at skabe vækst end at lave regler, så ville det være op til hver enkelt af os selv at finde ud af hvordan det skulle lykkes at få det vi ønskede.


  • Comments(0)//blog.kentdamgaard.dk/#post82