Kent Damgaards blog

Kent Damgaards blog

Dette er min personlige blog

Indtil for nyligt har jeg haft en personlig blog på GreatestJournal, men fremover vil der være en dansksproget blog her som vil indeholde lidt af hvert om hvad der sker i mit liv.
Mine skriverier om tegneserier vil jeg fortsat have på www.tegneseriesiden.dk og i min tegneserie-blog (på engelsk).

Opdateret CV

Job og karrierePosted by Kent Damgaard Tue, June 01, 2010 03:04:15
Så er det igen tid til at poste et opdateret CV.

De væsentligste nye tilføjelser er at jeg har været på kursus i Smooks og at jeg er startet på et nyt projekt.

Efter lidt input fra Thomas Schrøder fra Forlaget Afart har jeg desuden indskrænket Curriculum Vitae til bare at være CV, da det åbenbart normalt skal staves Curriculum Vitæ, mens det førstnævnte bare er en populær alternativ, men ikke anerkendt stavemåde. Så er det lettere med CV :-)

To andre tilføjelser under mine fritidsinteresser er at jeg i det seneste år har gennemført de to forfatter-events NaNoWriMo og ScriptFrenzy. At jeg gjorde det, skyldtes blandt andet min kollega Preben Pedersen som i et forsøg på at få mig med på en 24 timers tegneserie-marathon endte med at foreslå NaNoWriMo i stedet. Det kan der læses mere om i indledningen til hans bidrag i forbindelse med den seneste 24-timers udgivelse fra det nye forlag Ondskabens Flydende Vatikan (med tak til Peder Riis for de to tegninger han gav mig sammen med signeringen på Komiks.dk, plus hans tidligere dedikation af en hel side af en af sine historier til mig).

Resultatet af NaNoWriMo blev en roman (tænk "Fagre nye verden" m.h.t. størrelse) som vist vil kræve en hel del redigering hvis den skal udgives. ScriptFrenzy derimod resulterede i et næsten færdigt manuskript til en 64 siders graphic novel. Nu savner den bare en tegner der kan omsætte den til ord.

Til gengæld har jeg, som nogen nok har bemærket holdt en lidt lavere profil på mine øvrige tegneserie-relaterede aktiviteter. Det fortsætter nok året ud, mens jeg bruger mere tid på at se på nogen faglige relevante emner i forhold til mit daglige arbejde.

I praksis kommer det til at betyde at jeg vil bruge mere tid på Java- og Mac-teknologier i en periode. Som altid er det ikke udfordringer der savnes - kun tid :)

  • Comments(0)//blog.kentdamgaard.dk/#post76