Skriverier og fanfictionPosted by Kent Damgaard Sun, July 18, 2010 09:26:17Forleden så jeg at min NaNoWriMo "konkurrent" Jesper Rugård havde fået analyseret sin skrivestil via det her program, så jeg blev nysgerrig efter at se hvad det havde at sige om mig.
Det seneste større skriveri jeg har på engelsk er mit tegneserie-manuskript som jeg lavede under ScriptFrenzy, men det er ikke så velegnet til at analysere skrivestil, så i stedet blev det et udsnit af min fanfiction historie "An elsewhere to be" som findes her på hjemmesiden. Den er nogen år gammel, men min stil er vist den samme.
Ifølge programmet, så er min stil:
I write like
Dan Brown
I Write Like by Mémoires, Mac journal software. Analyze your writing!
Det kan man jo så filosofere over om man synes er godt eller skidt :)
Hvad der sker i mit livPosted by Kent Damgaard Tue, July 06, 2010 18:12:25Virker ovenstående udmelding bekendt? Findes der noget mere irriterende, end at gå ind i en forretning, med penge man gerne vil bruge, men hvor der er nul interesse den anden vej?
Den anden dag opdagede jeg at mit ur ikke længere virkede. Eller rettere, efter at jeg tre gange havde kigget på det, mens viseren ikke havde bevæget sig, opdagede jeg at det ikke gik. Folk der, som jeg, arbejder med computer og mobil indenfor rækkevidde ved som regel hvilken time på dagen det er, så det er kun den ene viser man kigger efter på uret.
Da jeg i forvejen skulle på posthuset i dag, var det en god lejlighed til lige at kigge forbi en urmager og finde ud af om det bare var batteriet der var noget galt med. Det er vist nogen år siden det blev skiftet, så det passede meget godt.
Første forretning jeg forsøgte mig med virkede ellers lovende, men efter at have kigget på mit ur ude bagved måtte den unge dame bag disken konstatere "Jeg kan ikke få det op, der er for meget skidt og møg i det".
Nu er jeg ikke ligefrem jord- og betonarbejder eller landbrugselev, så det undrede mig lidt. På den anden side kan det jo godt være at opsamlede hudceller i de 12 år uret har været i kontakt med min arm efterhånden var gået i forbindelse med min sved og derved havde dannet en kraftig epoxy. Det kunne godt ske, og det er heller ikke derfor jeg undres, det var mere på grund af det der fulgte.
Tavsheden sænkede sig ... i det fjerne kunne man høre lyden af fårekyllinger ... en vindheks rullede ned ad gangen i Lyngby storcenter. Viserne bevægede sig af sted på alle andre ure i butikken end lige mit ... og stadig intet.
Efter et stykke tids venten gik det op for mig, at forretningen åbenbart havde fundet min personlige hygiejne og ur-pleje så afskyvækkende at hun end ikke ville foreslå mig at købe et andet ur. Jeg bød hende venligt farvel og begav mig videre i dagens dont.
Heldigvis havde den venlige dame i storcentrets information gjort mig opmærksom på at der ikke bare var en ur-forretning, men et marked med fri konkurrence - det vil sige, det sagde hun ikke, hun nævnte bare hvor de tre forretninger var, resten var noget jeg selv sluttede mig til.
Nu havde jeg prøvet den nærmeste, men tiden var moden til et højere mål ... at finde en butik med en anden attitude. Center Ure lød rart og uden yderligere omstændigheder "Vi er i centret, vi handler med ure" ... det gjorde de også, kunne jeg konstatere da jeg trådte ind i butikken. Den flinke unge dame bag disken forsikrede mig om at en times undersøgelse ville være nok til at finde ud af om det bare var et nyt batteri der skulle til, eller om det var værre fat.
"Overlevede mit ur?", spurgte jeg derfor lettere nervøst da jeg en time senere trådte ind i butikken igen. Det kunne den unge dame smilende forsikre mig om at det gjorde det, det gik skam igen, mod den meget rimelige pris af 75 kroner.
Det føles rart at have sit ur på igen, selv om jeg dagligt må vende det om så det sidder på indersiden af mit håndled for at jeg ikke skal kigge for meget på det, så vænner man sig jo til at det er der, og det føles tomt når det mangler. Måske har jeg endda vænnet mig så meget til det at jeg nogen gange overser at det er lidt slidt og glasset er lidt ridset ... men hvis jeg skulle få lyst til at købe et nyt ur, så kender jeg da en forretning der gerne vil handle med mig.
Center Ure - Lyngby Storcenter, de vil sikkert gerne handle med dig også :)
Således opmuntret og lettet over at jeg ikke her og nu skulle punge ud til et nyt ord blev jeg mindet om krisen og at vi jo skal holde hjulene i gang. Så jeg søgte mod den nærmeste TP Musik, som man heldigvis også kan finde i
Lyngby Storcenter.
Ikke at jeg ligefrem mangler hverken CD'ere eller DVD'ere, at sige at jeg har en enkelt eller to jeg ikke har fået gjort noget ved er nærmest som at sige, at den katolske kirke har en enkelt præst eller to der er trådt ved siden af. Men det ER jo krisetider og ... ok, jeg havde hørt at man kunne få "Strippers vs. Zombies" på tilbud, lad mig være, ok? :)
En anden film jeg gerne ville have var "300" som desvære kun fandtes i en to-disk udgave til 179. Men da jeg ikke lige havde fundet den sidst jeg kiggede, så tænkte jeg "Ok, jeg gider ikke rende rundt til 117 forretninger for at finde den. Jeg betaler hvad det koster".
Ved kassen spørger den unge ekspedient (det er ekspedienterne der er blevet yngre, ikke mig der er blevet gammel ok!) venligt om der er en speciel grund til at jeg har valgt udgaven til to diske, for ellers så har han da også den almindelige udgave som kun koster en halvtredser.
Personligt blev jeg så glad over at han havde tænkt på hvad mit behov var, at jeg var på nippet til at udbryde "Så tager jeg den, og giver fadøl for differencen", men der var mange kunder i køen bag mig og de virkede ikke som nogen der ville være imødekommende overfor min ide om at fjerne en ekspedient fra forretningen.
Åbenbart trækker det mange folk til når man har gode priser og tænker lidt på kunden ... og jeg har en længere liste over andre film jeg også skal have købt, så hvad de måske ikke har tjent i dag tjener de nok næste gang jeg får løn.
Så til de to ekspedienter "Det var en fornøjelse at gøre forretning med jer" :-)
Job og karrierePosted by Kent Damgaard Tue, June 01, 2010 03:04:15Så er det igen tid til at poste
et opdateret CV.
De væsentligste nye tilføjelser er at jeg har været på kursus i Smooks og at jeg er startet på et nyt projekt.
Efter lidt input fra Thomas Schrøder fra
Forlaget Afart har jeg desuden indskrænket Curriculum Vitae til bare at være CV, da det åbenbart normalt skal staves Curriculum Vitæ, mens det førstnævnte bare er en populær alternativ, men ikke anerkendt stavemåde. Så er det lettere med CV :-)
To andre tilføjelser under mine fritidsinteresser er at jeg i det seneste år har gennemført de to forfatter-events
NaNoWriMo og
ScriptFrenzy. At jeg gjorde det, skyldtes blandt andet min kollega
Preben Pedersen som i et forsøg på at få mig med på en 24 timers tegneserie-marathon endte med at foreslå NaNoWriMo i stedet. Det kan der læses mere om i indledningen til hans bidrag i forbindelse med den seneste 24-timers udgivelse fra det nye forlag
Ondskabens Flydende Vatikan (med tak til Peder Riis for de to tegninger han gav mig sammen med signeringen på
Komiks.dk, plus hans tidligere dedikation af en hel side af en af sine historier til mig).
Resultatet af NaNoWriMo blev en roman (tænk "Fagre nye verden" m.h.t. størrelse) som vist vil kræve en hel del redigering hvis den skal udgives. ScriptFrenzy derimod resulterede i et næsten færdigt manuskript til en 64 siders graphic novel. Nu savner den bare en tegner der kan omsætte den til ord.
Til gengæld har jeg, som nogen nok har bemærket holdt en lidt lavere profil på mine øvrige tegneserie-relaterede aktiviteter. Det fortsætter nok året ud, mens jeg bruger mere tid på at se på nogen faglige relevante emner i forhold til mit daglige arbejde.
I praksis kommer det til at betyde at jeg vil bruge mere tid på Java- og Mac-teknologier i en periode. Som altid er det ikke udfordringer der savnes - kun tid :)
PolitikPosted by Kent Damgaard Sat, January 02, 2010 17:18:28Nedenstående klip er fra en YouTube kanal for en fyr som kalder sig AronRa. Han promoverer fornuft og videnskab, så der er god grund til at følge med i hvad han laver ud over
denne video.
Når jeg specielt fremhæver den her video, så er det for at fremhæve en af mine kæpheste. Følelsen af berettigelse i internet-debatten.
Ytringsfrihed er desværre blevet et modeord, så selv på privat-ejede og drevne sites er det efterhånden ikke sjældent at se folk der bliver bedt om at moderere sig i debatten påberåbe sig ytringsfriheden.
Ytringsfrihed er noget andre kæmpede for en gang, for at vi kunne sige magthaverne imod uden at frygte at blive censureret eller måske ligefrem fængslet eller udsat for andre overgreb.
De kæmpede for at kunne sige de ting det var vigtigt at sige, det som folk havde behov for at høre når nogen stak dem blår i øjenene.
De fleste af dem ville nok tage sig til hovedet hvis de vidste at de senere skulle blive påkaldt når nogen blev bedt om ikke at bande i en diskussion om en tegneserie, retten til at kalde en kvindelig tilhænger af et andet fodboldhold for "luder", retten til at udbasunere dine seksuelle fantasier om Miley Cyrus og så videre, eksemplerne er legio - klik ind på et hvilket som helst internetsted hvor debat og kommentarer er tilladt og det vil ikke tage lang tid før et af disse curlingbørn stikker hovedet frem.
Desværre forbyder afstandene over nettet at man slæber disse mennesker ud bagved, giver dem en olfert og tvinger dem til at se billeder fra Iran, Saudi Arabien eller andre steder hvor folk kan komme fysisk til skade hvis de kommer til at ytre det forkerte.
Det slipper vi for herhjemme. Vi har faktisk udstrakt frihed - hvis du er sur over at ham den onde moderator på fodbolddiskussioner.dk ikke vil tillade dig at bruge ordet "gedeknepper" om det andet holds fans, så kan du for ganske få kroner starte dit eget site. Der er gratis lærebøger i HTML og gratis software til diskussionsfora at finde på nettet - hvis du virkeligt brænder for det kan indebrændtefodboldfans.dk være oppe at køre i løbet af næsten ingen tid.
Hvilket ? Er det besværligt? Kræver det at du selv skal skaffe dig et publikum der gider at høre på dine synspunkter? At du skal blive hjemme fra byen mindst en uges tid for at stable det på benene.
Tjah, der var ikke nogen der sagde at kampen for ytringsfrihed var let vel :-)
P.S. Og nej - din ytringsfrihed blev heller ikke krænket ved at jeg ikke tillader kommentarer til min blog.
Hvad der sker i mit livPosted by Kent Damgaard Thu, December 31, 2009 10:56:59Nytårstalen
"Endnu et år er gået", plejer man jo at starte en nytårstale. Egentlig vil jeg hellere starte med at sige "Jeg har levet et år mere" eller "Jeg vil leve et år mere". For ventetid er lang, men årene er korte og hvis vi ikke gør noget ved den tid vi får, men bare betragter den som noget der passerer forbi, så når vi ingen vegne.
Det er den slags man skal passe på med at sige i blandet selskab, for der skal nok være nogen der er hurtige til at forklare hvor amerikansk man er, eller at de ikke orker det der borgerlige noget med "enhver er sin egen lykkes smed". Og mens minutterne henslæber sig mens man hører dem forklare at man skam ikke kan alt, eller at penge ikke er alt her i verden, så fortsætter livet med at fare forbi derude. Og i jagten på de ting der ikke kan lade sig gøre har den stakkels person glemt at det var "lykkes smed", ikke "formue og velstands smed". Vi kan ikke altid gøre noget ved hvordan verden behandler os, det eneste vi kan gøre noget ved er, hvordan vi vælger at reagere på det.
Nogen ser sit glas som halvt fuldt, nogen ser det som halvt tomt, og så er der dem man køber en omgang til hvorefter de udbryder "der er rigtig meget skum i den her, der er bestemt ikke en halv liter i".
De sidste er som regel de der ender med at sætte deres lid til at en af de store ideologier tager ansvaret for lykken i deres liv. Verdensrevolutionen, kristi genkomst, kalifatet eller hvad det nu er for en version af den paradisiske tilstand - "alt andet end det her" - man søger efter. Det har to fordele, man behøver ikke selv foretage sig noget, og man kan omkostningsfrit være bitter og brokke sig over verdens tilstand, samt de mennesker omkring en der ikke vil tilslutte sig ens ideologi.
Dem om det, bare de lader mig leve mit liv i fred for deres regler.
Overfor dem står en anden gruppe som er knapt så bitre, men lige så utilfredse hvis man ikke vil være med i deres religion. Den er lidt ny, men har allerede fået en masse centrale dogmer omkring vigtige ting som parforhold, cafe-brunch, udestue, samtalekøkken og danske værdier.
Igen - det er deres liv, håber de er glade for det, og ka' jeg så få ro til at forfølge mit.
Hvor går mit liv så hen? Hvis der stadigt er nogen der læser med, nu har jeg trods alt fremmedgjort mig fra 90% af landets befolkning.
I 2010 håber jeg stadig på et godt helbred, men jeg vil prøve om ikke jeg kan give det en hjælpende hånd ved at få lidt mere motion. Her i slutningen af året var jeg igen en kort tur forbi Herlev Hospital, og det får en til at tage sig til hovedet når man samme dag som man bliver erklæret rask igen kan læse i avisen at økonomien kræver at flere hundrede medarbejdere skal afskediges. Herfra skal lyde en tak til de medarbejdere både på Herlev og hos Lyngbys hjemmesygepleje, jeg tror på at I alle yder en god og proffessionel indsats, men at der er for meget at lave og for dårlig styring og koordinering. Tak for jeres indsats, lad os ikke gøre det til en vane at ses for tit :)
Arbejdsmæssigt går jeg ind til et meget udfordrende år. Krisen, kombineret med de problemer der altid er når man forsøger at lave et skift i teknologi gav en del frustrationer i 2009, men mod slutningen kunne vi endeligt se de første systemer begynde at gå i drift. 2010 er året hvor vi for alvor skal vise hvad vi kan, det bliver både hårdt og spændende.
Hårdt og spændende var også mit forsøg på at skrive andet end anmeldelser og artikler. Jeg fik bevist at jeg godt kan skrive og have et fuldtidsjob ved siden af, men også at det kræver fokus og at give afkald på en masse ting. I 2010 vil jeg førsøge at gå videre af den vej, nok ikke med samme indsats hele tiden, men jeg vil forsøge at skrive noget hver eneste dag og så se hvor det fører hen. En del er kommet med opmuntringer under vejs, dem er jeg meget taknemmelig for. Nogen af disse mennesker har også givet udtryk for at de gerne vil læse hvad jeg har skrevet, de er ikke glemt, men der kommer nok til at være et par omskrivninger før at det er til at vise frem for andre.
Det var mit liv, som jeg ser det i 2010 - måske ender jeg et helt andet sted, men det er ihvertfald den kurs jeg har udstukket. Håber at alle jeres liv også må gå i den retning i selv har valgt.
Så plejer man jo at slutte af med "Gud bevare Danmark", det tror jeg ikke vi skal sætte vores lid til. Lad os i stedet hver især prøve at bidrage til at ændre vort eget liv, lave færre dumme regler, blande os lidt mindre i hvordan andre lever, så længe de ikke griber ind i hvordan vi gør det samme.
Så er der bedre chancer for at det bliver "et godt nyt år".
Hvad der sker i mit livPosted by Kent Damgaard Thu, December 24, 2009 11:10:08som det hedder sig i de gamle film :)
Folk siger altid at det er hårdt at være alene i julen. Efter at have været bare en lille smule ude i julehandlen, forstår jeg faktisk ikke at folk overhovedet har overskud til at være sammen med andre :)
Jeg ser frem til en rolig dag, uden nogen form for stress med hensyn til at skulle leve op til andres forestillinger om en ideel jul. I stedet kan jeg slappe af med nogen af de ting jeg virkeligt nyder, så kan dem der nyder den store jul gøre deres - begge sider vinder.
Juledagene og et par ekstra fridage vil blive brugt sammen med et par gode venner og med at indhente det forsømte fra tidligere på måneden. Og ikke mindst med at lægge planer og sætte mål for det kommende år. Mere om det senere.
Så til alle, uanset om de fejrer jul eller ej, ønsker jeg en god dag og en behagelig aften. Håber at i får de ting i ønsker, det gør jeg (nogen gange skal man selv hjælpe til i stedet for at ønske - julemanden er en travl person, så det kan godt betale sig at give ham en hånd).
PolitikPosted by Kent Damgaard Sat, December 12, 2009 16:56:10Det er frygteligt venligt af jer at i gerne vil stå vagt om gamle Danmark. I bund og grund er det jo på mange måder et rart sted at være her. Folkene er flinke, lige fra de kolleger jeg drikker øl med til julefrokosten, til den indvandrer som sælger mig dem sent om aftenen hvis jeg skulle være løbet tør.
Men det er lidt som om at i er endt i en lidt uheldig rolle. Lidt som når man har fundet et hyggeligt sted at bo, men hvor man så skal trækkes med besøg af forældre eller svigerforældre, som lige skal checke om der er gjort ordentligt rent eller give deres besyv med om hvad de mener om møblerne.
Det er sikkert venligt ment, men slet ikke nødvendigt. Tro mig, der er gode grunde til at vi lever som vi gør her i Danmark, på de måde vi gør. Ligesom de nævenyttige forældre, så gælder det også overfor jer, at vi gør det vi gør fordi vi selv har lyst til det, ikke af hensyn til jer. Som nu for eksempel den stakkels Kessler, hvis liv og levned i også
meget gerne vil tage æren for.
Det er selvfølgeligt slemt for jer det her, og han er sikkert også et utaknemmeligt skarn når nu han ikke vil være med til at repræsentere jer - alle ved jo at hvis man stiller op under det flag som i har patent på, så er det kun passende at man bliver en del af jeres propagandamaskine.
Jeg kan allerede høre de kommende indlæg om hvordan man synes at "pissetræt" er en skarp og unødvendigt hård debat - for det er jo sådan at det altid lyder fra jer når nogen taler jer midt imod. Som de nævenyttige og overbeskyttende forældreskikkelser i gerne vil være i den danske selvopfattelse, så er det klart at "sådan siger man altså ikke", "efter alt hvad vi har gjort for jer", "det er da også for galt at ..." og "tænk at du kan nænne at spolere en familiesammenkomst med den slags".
Tilsviningerne må kun gå en vej, ellers bryder det hele jo sammen :)
Men ligesom de der forældre som stadig render rundt og snager i deres børns liv efter at de er fyldt 30, så trænger i vist også til at nogen siger fra. Det her er mit hjem også, det er mit land og mit flag. Jeg er ikke en af de der skyldbevidste radikale eller venstreorienterede som "skammer sig over at være dansker".
Tvært imod er jeg stolt af at vi har et land der er forholdvist lille, men som kan fostre personligeheder der er store, stærke og stolte. Som kan drage ud i den verden i frygter og prøver at beskytte alle os andre imod. Niels Bohr, Victor Borge, Lars Ulrich, Bjarne Stoustrup, Anders Hejlsberg, Caroline Wozniacki, Mikkel Kessler, Tom Kristensen ... listen bliver ved, og det er dem man skal se på når regnskabet skal gøres op - dem der tog kampen op i stedet for at sidde og surmule med armene over kors fordi verden ikke var som derhjemme i de trygge rammer.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde kan bidrage til verden som disse mennesker ... men jeg har heller ikke helt opgivet håbet. Men selv uden så store bedrifter vil jeg godt have lov til at være et vanskeligt barn og sige på forhånd, at lige meget hvad jeg har opnået hidtil i mit liv, hvad jeg opnår herefter i mit liv, på godt og på ondt - så er det ikke et produkt af DF's Danmark, deres politik eller deres menneskesyn.
Og skrub så af med jer - det her er mit hjem, jeg er træt af at i opfører jer som om i ejer det hele.
Hvad der sker i mit livPosted by Kent Damgaard Sun, November 29, 2009 23:22:01Med mere end en dag i overskud nåede jeg gennem den magiske grænse på 50.000 ord, som gør at jeg kan sige at jeg er "vinder" i NaNoWriMo. Der er ikke tale om at jeg har vundet noget, eller vundet over nogen, måske bortset fra mig selv.
Det er faktisk muligt at skrive noget i retning af 55 siders tekst på en måned. Nu skal der så bare redigeres. Der er masser af ting at tage fat på. Scener som ikke helt virker efter hensigten, scener som slet ikke er med, selv om de burde være det og scener som modsiger noget andet i historien, som for eksempel at heltens sekretær har to forskellige hårfarver undervejs i historien, og at hun det ene sted læser på universitetet og det andet sted læser på handelshøjskolen.
Der er også en del af slutningen som kan skæres ud fordi den ikke passer med det øvrige der sker. Men samlet set er jeg ret godt tilfreds med hvad jeg har nået, ikke mindst ved at bevise overfor mig selv at man godt kan mobilisere den selvdisciplin der skal til for at sætte sig ned og skrive.
Nu skal jeg bare fortsætte i den gode vane ... når jeg har fået sovet igennem :-)
Go' nat og tak til alle der kom med opmuntringer undervejs, specielt Preben Pedersen som var den der overhovedet fik mig overtalt til at starte ud med det her, og som løbende lagde ører til mine mange spekulationer om hvorvidt jeg nu ville nå det og mine forskellige forsøg på at udrede plot-twists undervejs.
